Adfærdskodeks

Intro

Formålet med adfærdskodekset er at have retningslinjer, som skal sikre, at alle føler sig imødekommet og trygge i Kilos, og dermed forhindre ubehagelige og diskriminerende opførsel i foreningen.

Det er Kilos’ formål at skabe et imødekommende samlingsrum for et mangfoldigt fællesskab, uanset kulturel baggrund og identitet. Medlemmer skal have de bedste forudsætninger for at dyrke Kali og filippinsk kampsport, hvilket er et af grundprincipperne for at opnå Kilos’ formål, som fremgår af foreningens vedtægter.

Her kan du finde information om retningslinjer for adfærd, samt hvordan du kan forholde dig, hvis du oplever at blive diskrimineret, eller har haft en anden ubehagelig oplevelse, under et af Kilos’ aktiviteter.

Som instruktør, medlem, eller forældre til et medlem, til Kilos’ aktiviteter, forventes du at have orienteret dig i dette og opføre dig efter det.

Dette adfærdskodeks er gældende for alle Kilos’ aktiviteter.

Film, billeder og sociale medier

Hvis man foretager fotografering eller filmoptagelse, skal der indhentes mundtlig samtykke hos dem man filmer eller tager billeder af. Dette gælder uanset relation man har til den fotograferede eller personens alder.

Mundtligt samtykke skal også finde sted, hvis materialet skal deles på sociale medier.

Mundtligt samtykke skal finde sted, for hver fotografering eller optagelse.

Der eksisterer derudover samtykkeerklæringer vedrørende medier fra forældre, som trænerne er opmærksomme på og agerer efter.

Forventning til forældre

Forældre er en stor del af fællesskabet i Kilos. Det er dog vigtigt, at foreningens aktiviteter er i centrum. Træningen skal respekteres som den primære fælles aktivitet under ophold i træningslokalet. Forstyrrende samtaler og anden forstyrrende aktivitet, skal foretages uden for træningslokalet.

Det opfordres, at forældre opholder sig uden for træningslokalet under træningen, da forældres tilstedeværelse generelt kan påvirke børns træning.

Forventning til studerende

Respekt: Vi udviser respekt mellem instruktører, forældre og medlemmer. Vi accepterer hinandens forskelligheder og udviser forståelse for hinandens baggrund og evner.

Tålmodighed: Træning tager tid. Vi er tålmodige med os selv og vores træningspartner. Vi lærer alle forskelligt, og på vores egen måde og tempo.

Disciplin: Vi møder op til træning og følger træningsplanen. Disciplin er nøglen til succes. God udvikling kommer af fremmøde og repetition.

Selvkontrol: Vi udviser selvbeherskelse og undgår ukontrolleret vold eller aggressiv adfærd mod hinanden eller genstande.

Sandfærdighed: Vi taler ærligt, respektfuldt og pænt om hinanden.

Læring: Vi stræber efter at yde vores bedste for at udvikle os. Vi viser omsorg og støtte til hinandens udvikling i Kali og bevægelse.

Forventning til instruktører

Instruktørerne skal være de primære facilitatorer for adfærdsrammerne og er en aktiv del i at skabe et åbent og imødekommende miljø, på en positiv og motiverende måde. Det forventes at instruktører følger op på eventuelle ubehagelige oplevelser, og italesætter eller skaber initiativer, der imødekommer de forurettedes oplevelser.

Konsekvenser

Overtrædelse af adfærdskodeks kan medføre en samtale eller hjemsendelse fra instruktøren. Ved fortsat overtrædelse, kan dette blive taget op til revision af Kilos bestyrelse om ophør af medlemskab. Enhver form for aggressiv adfærd og direkte vold skal opfølges.

Medlemmer hos Kilos kan til enhver tid rådfører sig med instruktørerne eller bestyrelsen, hvis der ønskes afklaring af særlige oplevelser under undervisningen.

Bestyrelsesmedlemmerne og trænerne har tavshedspligt og hvis du ønsker, at de tager din sag med videre, vil den blive behandlet med yderste diskretion.